Kobl af i naturen og den friske luft og læn dig godt tilbage i en komfortabel lænestol, mens du nyder et iskold glas bobler under stjernehimmelen eller i et rummeligt telt med bløde tæpper spredt rundt omkring. Friluftsliv behøver ikke at være benhård overlevelse, og alle kan nyde det søde liv udendørs. Velkommen til glamping!
Etymologien bag selve order “glamping” ser du tydeligt, så snart du ved hvilke to ord, der udgør det: Glamping er nemlig en sammentrækning af glam– fra glamourøs og –ping fra camping. Altså glamourøs camping, der også kaldes luksuscamping. Det er en måde at nyde rolige omgivelser på uden at gå på kompromis med komforten. Det svarer ofte til et flerstjernet hotelophold, hvor du, i stedet for fire vægge og en morgenmadsbuffet, overnatter i et telt eller anden form for indlogering omgivet af både naturen og alle de remedier, der skal til for at slappe helt af i en oase af luksus.
At opholde sig i naturen blandt bløde møbler og overdådige måltider er slet ikke noget nyt fænomen. Det er i én eller anden form altid blevet dyrket af samfundets allermest privilegerede, lige fra romerske kejsere på felttog, middelalderlige konger og renæssancens fyrster og monarker på jagt samt aristokratiske kolonister på safari. At flytte sit hus eller hof ud i den friske luft langt fra alt og alle (på nær de tjenestefolk, der opvarter én på hænder og fødder) er en tanke, der selv for os almindelige mennesker virker tillokkende, og det har aldrig været mere tilgængeligt. Du kan selv kaste dig ud i eventyret og investere i udstyr til luksuscamping, hvis du har mulighed for at slå lejr i naturen (eller haven), men du kan også købe dig til pakkeløsninger, hvor meget (hvis ikke det meste) er ordnet for dig.
Så hvis du kunne tænke dig en weekend eller ligefrem en ferie med glamourøs camping, hvor hygge, komfort, service og æstetik er i højsæde, så læs videre her og bliv klogere på helt præcis, hvordan dette glamping foregår, og hvad det indebærer.
Der findes rigtig mange måder at glampe på, og da det stadigvæk er et ret nyt fænomen for de fleste af os, hvor der samtidig dukker nye og kreative tilbud op, så kan det godt virke overvældende at skulle danne sig et overblik. Grundlæggende er der fire parametre at overveje i forhold til glamping:
Der udbydes et væld af serviceydelser i forbindelse med glamping, og nogle er en del af en samlet pakkeløsning, mens andre kan tilkøbes efter behov og behag. Hvis din destination er langt ude på et øde sted, skal du forholde dig til transporten af dig selv og din baggage. Dette kan enten ske ved egen hjælp på gåben, på cykel, med offentlig transport eller i bil, hvis nogle af disse transportmidler er en mulighed, eller det kan ske som en del af en pakkeløsning, hvor transport til og fra glampingområdet er inkluderet.
Stil dig selv dette spørgsmål, inden du planlægger og/eller booker dit næste glampingeventyr. For nogle af os er det dejligt afstressende at kunne hygge sig med slow cooking rundt om bålet. For andre er den mest optimale løsning at kunne koble helt fra og så ellers nyde den højeste grad af service og selvforkælelse ved at betale sig til maden. I langt de fleste tilfælde er begge dele en mulighed, når du skal på glamourøs camping, og det kan da også tænkes, at en blanding af de to er den bedste løsning for dig. Ofte er det gode forhold under hvilke, du kan tilberede din mad. Der er enten bålfade og/eller grill, og tit er der private tekøkkener og fælles køkkenfaciliteter, så det kun er din fantasi, der sætter grænsen. Morgenmaden er det mest udbredte måltid, som du kan tilkøbe på langt de fleste clampingpladser, og hvis ikke stedet selv tilbyder frokost- og aftensmad, er der ofte ikke langt ind til en by, hvor du enten kan finde et spisested, eller hvor du kan bestille take-out fra. Mange af de mere eksklusive udenlandske destinationer minder mere om resorts, hvor al mad og drikke er indkluderet eller i hvert fald inden for relativ kort rækkevidde i form af butikker, cafeer og restauranter, der er tilknyttet feriestedet. I de mere ekstreme tilfælde kan du sågar opleve at få tilknyttet en butler, der trofast vil opvarte dig, og som sørger for dine mindste behov.
Enten før eller næst efter glamour-følelsen og den mængde luksus, der kræves er det den omkringliggende natur, der er det vigtigste element i glamping for de fleste. Når du skal vælge din næste glamping-destination, bør du have geografien og topografien med i dine overvejelser. Foretrækker du at slænge dig under varme himmelstrøg sydpå, eller vil du langt hellere nyde den stemning, der er at finde nordpå i de store skove? Skal du have udsigt til havet og mulighed for at høre bølgernes brusen eller et vandløbs stille klukken? Vil du have mulighed for følge med i dyrelivet på savannen eller i junglen, mens du nyder din morgenmad? Der er mange overvejelser alene inden for dette aspekt. Når (og hvis) du kommer frem til nogenlunde, hvor du ønsker at tage hen i forhold til naturen, kan du begynde at overveje hvilke kulturelle tilbud, der måske kunne være at finde i nærheden. Måske er der en historisk seværdighed, et museum eller en spændende by i nærheden, hvilket oftere bliver tilfældet, da der en en tendens til, at glamping rykker tættere på byerne, eller måske er det helt så øde og “uinteressant” som du har behov for?
Der findes mange muligheder, hvis du ønsker andet end blot ren og skær afslapning i behagelige omgivelser. Måske foretrækker du vild action med klatring eller anden sport, lange vandre- eller skovture i stedet for eller som supplement til “hjemlig” hygge i lænestolen med dit strikketøj eller en god bog. De fleste udbydere af luksuscamping har sørget for, at du via dem, deres samarbejdspartnere eller andre fra lokalmiljøet har adgang til en perlerække af aktivitetstilbud. Foruden de gængse naturoplevelser, såsom vandring, kan du ofte deltage i yoga og meditation eller mere fysisk krævende aktiviteter som diverse former for vandsport eller klatring. Der er ofte mulighed for regulær wellness med massage, eller også tilbydes der guidede ture med lokalhistorikere – kort sagt: Lidt for hver en smag.
Der findes mange måder at søge ly for natten og elementer på, når man dyrker glamourøs camping. Nedenfor er nævnt de mest gængse og deres kendetegn.
De mest udbredte former for læ, både blandt backpackere og blandt glampere. Glamping telte findes i et hav af former og farver og den mest populære udformning, når det kommer til glamourøs camping, er tipien. Disse er inspireret af de telte store dele af den oprindelige befolkning i Amerika boede i og er koniske af struktur, hvilket medfører et stabilt og mere vandafvisende telt.
En populær løsning på de længde- og breddegrader, hvor det kan blive ret koldt eller som helårsløsning, hvis man ønsker glamping året rundt. En jurt er en rund telttype, der oprindeligt blev (og stadigvæk til en vis grad bliver) brugt af nomadefolk i de koldere og isolerede egne af vor jord. De kan nemt pakkes sammen og er derfor lette at medbringe, når nomaderne rejser rundt. De moderne udgaver, der ofte bruges til glamourøs camping er modsat de traditionelle ikke flytbare på samme måde. I stedet er de ofte isoleret efter alle kunstens regler og rigt indrettet med alskens bekvemmeligheder. Det er meget normalt med glasvinduer i disse telte – også i loftet, og der er tit en brændeovn.
Hvis du ønsker noget, der minder mere om en sommerhusferie eller et ophold i et hotels luksussuite, er der også mulighed for at glampe i en hytte. Dette er langt fra normen, men det bliver mere normalt enten med små lækre tiny houses bygget til netop dette formål eller med istandsatte bygninger indrettet til luksuscamping.
Er man mere traditionel eller nostalgisk anlagt, er det intet i vejen for at opholde sig i en campingvogn. Der kan i glampingøjemed være tale som små restaurerede retrovogne, om nye og store kæmpevogne eller ligefrem om autocampere. Måden de adskiller sig på er blot at luksusknappen er skruet helt op til 11, og at de ofte tilbyder mere privatliv, end man finder på en normal campingplads.
Rundt om i landskabet kan man, midt i ødemarken, oppe på bjergsider, på klippefremspring, højdedrag eller blandt gamle træer, se futuristiske, sci-fi-lignende bygningsværker. Disse arkitektonisk spændende beboelser kaldes blandt andet for pods (bælge) eller domes (kupler) og er ofte bygget ind i landskabet på en måde, der skåner den omkringliggende natur, giver beboerne et fantastisk udsyn, og samtidig er de strukturelt set stærke og meget modstandsdygtige over for vind og vejr. Sådanne “bælge” og kupler har været udbredte blandt ekspeditioner til jordens mest barske destinationer, og de er blevet meget populære til high-end luksuscamping. Ophold i disse koster ofte noget mere end andre former for indkvartering, men til gengæld byder de så også på helt unikke oplevelser.
En anden form for unik oplevelse vil du få, hvis du er så heldig at kunne tage på glamping i trækronerne. Dette er nu muligt med de såkaldte trætophuse, der er hyggelige træhytter konstrueret oppe i eller ad træer. Herfra får du et skønt udsyn og et unikt indblik i skoven og ikke mindst trækronernes liv. Hvis højder ikke er en udfordring for dig, så er dette helt bestemt en perfekt måde at nyde luksuscamping på.
Selvom det er luksuscamping med et serviceniveau, der ofte er lig det, du oplever på velrenommerede hoteller, skal du huske på, at du skal opholde i og nær naturen. Derfor bør du sørge for at pakke det tøj og udstyr, der er nødvendigt i forhold til årstiden og klimaet ved destinationen.
I efteråret eller om vinteren, hvor det er koldt, kan varme sweatre, huer, handsker og sutsko være essentielt. I det tidlige forår og om sommeren er det solhat, sandaler, badetøj og lignende, du skal sørge for at have pakket. Du skal også have de aktiviteter in mente, som du påtænker at dyrke, mens du er afsted.
Hvis der ikke er langt til (endnu mere) natur eller til forskellige seværdigheder, er vandresko og -støvler en god ide, og hvis der er mulighed for yoga eller anden motion, bør du medbringe det fornødne tøj og udstyr dertil. Husk også alle de fornødne gadget og det udstyr, der skal bruges dertil såsom kamera, mobiltelefon, tablets med videre og deres opladere. Du kunne også droppe de digitale distraktioner og ty til de analoge med en god bog, et brætspil eller en malebog (se også tip nummer fire længere nede).
Hvis du har meget udstyr med og evt. skal gå ved stranden eller lignende, så kan du evt. overveje at medbringe en foldbar trækvogn til at have tingene i.
Af andre nyttige genstande kan nævnes tægetang/-fjerner, hvis du bruger meget tid i det høje græs eller tæt på dyr, og en god pandelampe lige ved hånden, da belysningen om natten ikke altid egner sig til mere end hygge.
Glamping koster nogenlunde det samme som hotelværelser eller et ferieophold på et resort og varierer lige så meget som disse. Billige glampingtilbud koster, i skrivende stund, omkring 1000,- per nat for et telt, hvor der ofte er plads til omkring to personer, men med mulighed for flere sovepladser mod en mindre ekstra ydelse. Er destinationen mere eksotisk, og er serviceydelserne af højere kaliber, kan det snildt koste flere tusind kroner per dag, men du er til gengæld sikker på at få en unik oplevelse med luksus og velvære i rolige naturskønne omgivelser.
Hvis du selv skal stå for en omgang luksuscamping – måske endda i egen have – så risikerer du at havne midt i et virvar af grej og tjeklister forud for en hyggelig weekend med glamourøs camping. Men uanset om du glamper i privaten, eller om du skal på udflugt, må du ikke glemme, at du også skal være varm, tør, hydreret og mæt, mens du opholder dig i din glamping-lejr. Det nytter altså ikke meget at have masser af champagne, hvis der ikke er vand nok. Ej heller hjælper det, hvis dit luksus-kanvastelt ikke er ordentligt vandtæt, eller hvis du er i tvivl om, hvordan du sætter det ordentligt op. Selvom de fleste glampingpladser giver dig rigelig adgang til vådt og tørt, så sørg altid for at være sikker på at kunne dække alle de basale behov inden du tilføjer alle de glamourøse luksusartikler. Det drejer sig stadigvæk om at opholde sig i naturen, og der er man underlagt dens luner.
Skal der være fest, så lad der være fest – der er blot stor forskel på, hvilken fest det kan blive. Glamping i alle formater er en skøn måde at komme lidt på afstand af det evigt accelererende samfund, og du vil unægteligt få en god oplevelse uanset, hvilken måde du ender med at dyrke glamourøs camping på. Dog er det værd at huske på, at der kan være stor forskel på, hvad ellers meget ens tilbud indeholder. Dette forstærkes nok af, at markedet er relativt nyt, og at der ikke endnu eksisterer nogle grundlæggende standarder eller bedømmelseskriterier for glampingpladser. Derfor bør du læse deres hjemmesider grundigt og samtidig se dig om på f.eks. Google eller TripAdvisor, inden du træffer dit endelige valg.
Hvis du selv skal stå for dele af madlavningen i forbindelse med din luksuscamping, gør du klogt i at forberede så meget som muligt hjemmefra. Hvis der ikke er køleskab på destinationen, bør du selvfølgelig kun medbringe tør- eller konservesvarer. Lav gerne en grundig og udførlig madplan forud for din glamping – det ville være surt at stå uden mulighederne for at lave lige præcis de retter, du havde drømt om, og hvis du får gæster (enten forventede eller spontane), ja så er det bestemt en fordel med lidt ekstra godter i bagagen.
Til hverdag kan du være hårdt spændt for og svært forjaget. Denne stressende atmosfære og forvirrende stemning er der ikke brug for, når du glamper. Overvej derfor at slukke mobilen helt eller i (lange) perioder og nyd nærværet med naturen og dig selv samt de af dine medmennesker, der er omkring dig. Hav dit fokus rettet mod at nyde hvert et øjeblik til fulde og mind dig selv om, at du fortjener det her – al denne komfort og hygge – det er din belønning for at være nået hertil. Værdsæt den.
Vær ikke bange for at tage et skridt eller to uden for din komfortzone, når du står overfor en aktivitet, som du måske ikke har prøvet før. Det kan gælde glamping i sin helhed eller blot visse af de aktiviteter, der tilbydes under din glamping. Måske har du aldrig prøvet meditation eller yoga før, men i så fald er der få bedre steder end når du glamper. Måske har du aldrig prøvet river rafting eller at klatre i bjerge, men gør det da nu, især fordi du også har god mulighed for at slappe af både før og efter.
I en portugisisk undersøgelse fra 2018 blev det undersøgt, hvad der hovedsageligt motiverede folk til at tage på glamping. Langt de fleste adspurgte svarede, at det var den direkte kontakt til naturen efterfulgt af den glamourøse følelse, komforten, privatlivet (det personlige nærvær) og de forskellige aktiviteter, der var det, der motiverede dem mest til at dyrke luksuscamping. Den mest demotiverende faktor var – ikke overraskende – omkostningerne samt folks begrænsede viden om emnet og den følelse af ikke-autencitet (falskhed), som glamping har i forhold til gammeldags camping og friluftsliv.
I endnu en portugisisk undersøgelse er det blevet undersøgt, hvilke temaer der er de vigtigste for folk, når de skal opnå følelsen af et vellykket glampingophold. Helt grundlæggende handler glamping jo om at opleve de positive aspekter ved at campere, mens man minimerer de negative aspekter mest muligt.
I 2013 blev det ved Aalborg Universitet undersøgt, hvad der motiverede glampister, hvad deres behov og forventninger var, og hvordan man gjorde dem gladest under deres ophold. Dette blev gjort som et forsøg på at inddrage glamping i den gængse turistbranche og for at højne udbydernes forståelse for deres kunder.
Ifølge undersøgelsen kan glampister groft set deles op i to grupper: 1) Resort- (feriested-) glampisterne, der foretrækker at slappe af omgivet af luksus samtidig med, at de vil have mulighed for dyrke en masse udendørs aktiviteter; 2) Caravan-glampisterne, der foretrækker at sætte et mere personligt præg på deres oplevelse og gerne bor i deres egne campingvogne eller telte.
Fælles for begge typer er dog, at de vægter mange af de samme ting højt. De fem vigtigste elementer er ifølge undersøgelsen: Luksus på førstepladsen efterfulgt af natur, hvorefter et højt serviceniveau kommer på tredjepladsen. På fjerdepladsen finder vi miljøvenlige forhold og på en delt femteplads: Aktiviteter/eventyr og følelsen af eskapisme.
I 2017 blev det undersøgt mere konkret, hvad der skulle til for at styrke glamping-branchen som erhverv. Det blev fastslået, at de områder, hvor det var vigtigt at sørge for ekstra god service var: Håndgribeligheden, bemandingen, naturrelaterede oplevelser, mad og aktiviteter. Det er samtidig vigtigt for dem, der driver clampingsteder at indsamle og opnå en bedre forståelse for kunder og klienters bedømmelser af deres tilbud. Dermed kan de bedre opretholde et fornuftigt niveau og samtidig være med til at forbedre forholdene i glampingmiljøet.
I 2017 blev det også påvist, i en kroatisk undersøgelse, at der var et behov for kreative løsninger i forbindelse med det behov, der er opstået med glamping for en symbiose mellem hoteldrift og campingpladser. Samtidig konkluderes det, at der ved at øge indsatsen på dette område, er stor sandsynlighed for at nå ud til flere folk og dermed øge efterspørgslen på glampingtilbud. Især de lidt yngre forbrugere vil kunne sætte endnu mere skub i branchen, hvis udbyderne blot sørger for at være på forkant med udviklingen.
Ordet “glamping” er en sammentrækning af de to engelske ord “glamorous” og “camping”. Der er tale om camping i glamourøse omgivelser. Læs mere om fænomenet i artiklen.
Glamping er en relativ dyr form for camping, og priserne afhænger af destinationen. Læs mere om prisniveau og priser i artiklen.
Selvom glamping er luksuscamping, er du stadig nødt til at have tøj og udstyr med. Se en komplet liste over det nødvendigt tøj og udstyr i artiklen.
Indlogeringstyperne er følgende: telt/tipi, jurt, hytte, campingvogn, glamping pods/domes og trætophus. Læs mere om de enkelte typer i artiklen.
Mikkel fungerer som journalist og friluftsekspert for Friluftsmagasinet. Grøn var hans barndoms dal, og meget af hans ungdom gik med udfoldelse af friluftsaktiviteter såsom spejder og trailløb. I løbet af årene har han stiftet bekendtskab med de fleste udendørs aktiviteter, og i dag er han er en ivrig vandringsmand, selvforsyningsnørd, minimalistisk bushcrafter, koordineret geocacher og maksimalistisk glamper. Desuden læser han en dansk friluftsuddannelse, hvilket giver ham et indgående kendskab til friluftslivet og dets mange aspekter.
BLACK NOVEMBER: