Signe Nørager

Signe Nørager på Grønland

Signe fungerer som journalist og friluftsekspert for Friluftsmagasinet. Hun er en inkarneret friluftsnørd med en bred viden om friluftsliv. Det store kendskab kommer bl.a. af en bachelorgrad i Natur, miljø og friluftsliv fra Universitetet i Sørøst-Norge, en friluftsvejleder-uddannelse, en skilæreruddannelse og en kajakinstruktør-uddannelse. Udover at besidde et væld af frilufts-færdigheder har hun også erfaring med rådgivning om friluftstøj og friluftsudstyr. For hun har tidligere arbejdet som ekspedient i Spejdersport, hvor hun har rådgivet alt lige fra den typiske familiefar omkring lag-på-lag princippet til den garvede langdistancevandrer omkring letvægtsgrej.

Signe Nørager kigger udover havet

Allerede som helt lille var det friluftsliv, som fangede hendes interesse. Af den årsag har det altid ligget lige til højrebenet at kombinere passion med arbejde. Hun valgte derfor i sin tid at tage en bachelorgrad i Natur, miljø og friluftsliv fra Universitetet i Sørøst-Norge. Praktisk undervisning fyldte meget af studiet, og hun tilegnede sig derfor færdigheder inden for de mest fremtrædende friluftsaktiviteter såsom bushcraft/overlevelse, vandring, kajak og skiløb.

Signe Nørager på ski

Sidenhen har hun boet 5 år i Norge, hvor hun arbejdede som friluftsvejleder hos Den Norske Turistforening (DNT). Her vejledte hun i friluftsliv og fungerede som turleder på friluftsture i sne, skov og vand. Herefter drog hun til Hemsedal for at udleve drømmen om at arbejde som skilærer – den varede i hele to år.

I dag er Signe bosat i Danmark, og indtil nu har hendes primære erhverv været at arbejde som friluftsvejleder i en naturbørnehave. Af og til har hun fungeret som turleder for et dansk rejsebureau, som udbyder dags- og flerdages-friluftsture til bl.a. Grønland.

Når fritiden kalder er det friluftslivet, der bliver prioriteret højest. Hun vandrer, laver bål, tager på shelterture, svampeture, mountainbiker, klatrer, og hun forsøger hele tiden at bygge på sin uddannelse ved at tage kurser. Nævneværdige kurser er som følger: grundkursus i førstehjælp for friluftsliv, skredkursus og teknikkursus i havkajak.