Forbinder du umiddelbart Helly Hansen med vandring og klatring? Nej, vel? Det bør du lave om på, for mærket har virkelig oppet sig med deres Odin kollektion. Vi har været så heldige at få fingrene i et par af deres letvægts bukser.
Friluftsmagasinet har i samarbejde med friluftsekspert Anders Braun lavet en test og anmeldelse af Helly Hansen Odin Huginn. Læs hans ærlige og dybdegående anmeldelse herunder.
Pris: 1.400 DKK
Ekstremt stretchy og holbare softshell bukser, ideelle til hverdag og vandring. Udstyret med rummelige lommer til opbevaring af f.eks. lommekniv eller GPS. Bukserne har et minimalistisk udseende uden alt for mange dikkedarer, og hele herligheden kan købes til en ganske overkommelig pris.
Annonce
Normalt er jeg ikke skeptisk overfor nye mærker, og jeg ser ikke mig selv som en “brand sucker”. Min opfattelse er, at mange friluftsfolk tyer til de samme brands, og derfor aldrig får prøvet andet end produkter fra Fjällräven og Haglöfs. Det er i min optik en fejl. Der sker så afsindig meget i outdoorbranchen, og i mange situationer outperformer relativt ukendte brands de gamle travere.
Helly Hansen er en af Danmarks stoltheder. Jeg forbinder særligt mærket med verdensklasse sejlertøj, arbejdstøj og skiundertøj. Så det var super spændende at få fingre i deres vandrebukser fra kollektionen Odin.
Det sjove ved kollektionen (som jeg forstår det) er, at det primært er skitøj. Men de har så også udviklet noget tøj, som er specielt egnet til vandring og klatring (og dermed også hverdagstøj for de fleste friluftstosser).
Jeg har testet disse “all-season” bukser på følgende vis: en sheltertur i januar, en vandretur på Brabrandstien samt gået i dem til hverdag. Min anmeldelse vil derfor også være påvirket af, at vejret ofte har været ustadigt og præget af lave temperaturer. Lad os se nærmere på resultaterne!
Personligt synes jeg, at bukserne både kan bruges som et par hverdagsbukser foruden at kunne bruges som friluftsbukser. Jeg er selv en gut i 20’erne og efter at have spurgt flere af mine bekendte, er der ingen tvivl om, at vi synes de fleste folk i vores aldersgruppe kunne gå med disse. Men samtidig kan jeg se alle aldersgruppe gå i disse bukser. De kan justeres i taljen, har let ved at tilpasse ens krop og har et meget simpelt udtryk. Det er noget, der tiltaler de fleste.
Nu har jeg både brugt bukserne i fladt terræn såvel som lidt mere krævende (så krævende som det nu kan blive i Danmark!) i form af Mols Bjerge. Den positive ting, som hele tiden kommer tilbage til mig er, at jeg kan se mig selv bruge disse bukser en varm dag i Danmark såvel som en kølig dag i Alperne. De er super åndbare, og man kommer derfor ikke til at svede. Samtidig skal det dog siges, at jeg anbefaler, at man tager nogle skiunderbukser på, hvis man har planer om at stå meget stille, når man er udenfor.
Jeg fik både prøvet regnvejr og solskin. I regnvejr var jeg ret overrasket over buksernes evne til at afvise størstedelen af regnen. Og også ad flere omgange henover lang tid. Mit indtryk er, at der skal rigtig meget til, før du bliver gennemblødt. Takket være åndbarheden får du heller ikke problemer i solskinsvejr.
I forhold til slidstyrke så synes jeg de har været super fine. Jeg har op til flere gange haft placeret mine knæ på asfalt, grus og lignende – det har ikke givet nogen form for huller i bukserne. Det er klart, at de måske ikke er lige så holdbare som bukser med ekstra forstærkninger, men til mit brug (som er ret gennemsnitligt) volder de ikke problemer. Om de er lige så stærke som bukser med forstærkninger, skal jeg ikke kunne sige. Indtil videre har de været lige så gode for mit vedkommende.
Derfor synes jeg også holdbarheden har været som forventet. De har ikke underperformet i forhold til kvaliteten.
Jeg synes, det er her bukserne virkelig skiller sig ud. Jeg hader bukser, der ikke er strechy. Så derfor har jeg været virkelig glad for disse. Du kan virkelig lave alle de bevægelser, du vil uden, at det volder problemer. Så hvis du er træt af Fjällrävens Vidda Pro mangel på stretch, så er disse HH bukser et godt alternativ.
Jeg tror jeg modtog bukserne et nummer for stort, og derfor var de lidt for lange. Men i forhold til pasform har jeg heller ikke noget at sætte en finger på. Mest af alt fordi at selvom størrelsen var for stor, havde jeg mulighed for at justere i taljen med velcro lukninger. Og selvom de var for store, så tilpassede de min krop.
Jeg kan godt lide bukser der ikke er for “stive” i det. Her har materialevalget ofte indflydelse, men jeg kan i hvert fald konkludere, at hvis du vil have nogle bukser, som tilpasser din krop og er stretchy – så har du svaret her. Man kan ikke rigtig mærke, at man har dem på.
Jeg vil vurdere at bukserne hverken er baggy eller skinny. De har et meget normalt fit.
Du kan finde størrelsesguiden her.
Det er altid sjovt at snakke om funktionalitet. Og her mener jeg alt lige fra lommer, lukkemekanismer, materialer, vejrbestandighed, åndbarhed og teknologier.
Bukserne har 3 lommer, hvilket jeg synes er tilstrækkeligt. Det er meget individuelt, hvad man synes om antal lommer. Nogle vil gerne have mindst 6, men personligt kan jeg nøjes med 2. Årsagen til jeg foretrækker få lommer er også, fordi jeg godt kan lide friluftsbukser, som ligner almindeligt hverdagstøj. Jeg er ikke så meget til flerfarvede bukser med 9 lommer der bare skriger “CRAZY GUY ON TOP OF MOUNT EVEREST”.
Umiddelbart virker lommerne ret solide. De har nogle super simple YKK lynlåse, og lommen på knæet har lige plads til småtterier. Så overordnet set godt med plads i lommerne.
Du kan justere bukseenden ved en knappelukning med 3 indstillinger. Derudover er der også et “hook” til støvler, hvis du har brug for det. Jeg har brugt den mest løse knap, idet jeg godt kan lide at mine bukser sidder lidt løst.
Bukserne er desuden både vandafvisende, vindtætte og åndbare.
Jeg har fået bukserne i navy blå, men de findes også i gul og sort. Det er 100% en smagssag, så jeg skal ikke gøre mig til dommer på farverne udover at sige, at deres navy farve er super lækker. Det er alle matte farver, hvilket jeg bedst kan lide.
Jeg føler, at designet vil være attraktivt for de fleste. Du kan både få en “pang-pang” farve som gul, men du kan også få et meget mere neutralt look i form af sort og navy. Derfor vil jeg igen vurdere, at folk i alle aldre kan bruge bukserne.
Prismærket på 1.400 kroner er til at tage og føle på. Det er i den høje ende i forhold til en gennemsnitlig friluftsbuks, men jeg synes egentlig ikke at det er unfair. Bukserne har alt det man kan kræve af et par softshell bukser. Og tilmed synes jeg også, de performer bedre end gennemsnittet med mulighed for justering i taljen, afvisning af vand og vind.
Jeg synes det er modigt, at Helly Hansen sætter så høj en pris, for man kan finde mange andre gode friluftsbukser til lavere priser. Derfor synes jeg, at prismærket trækker lidt ned på den overordnede bedømmelse.
Alt i alt synes jeg, at det man giver for bukserne er fair, i og med du får virkelig høj kvalitet.
Hvis vi skal sammenligne disse bukser med en klassiker som Fjällräven Vidda Pro, så vil jeg personligt vælge Odin Huginn frem for Vidda Pro. Den vejledende udsalgspris for HH er en smule højere, men for mig er stretch og justerbarhed bare alfa omega. Så af disse årsager vil jeg vælge buksen fra Helly Hansen.
Se prisen inde på siden.
Vores fagperson forklarer mærkets indtræden på outdoormarkedet.
Valg af friluftsbukser afhænger af mange faktorer. Vores fagperson kommer med hans bedømmelse i testen.
Anders fungerer som journalist og friluftsekspert for Friluftsmagasinet. Hans interesse for friluftsliv tog fart, da han begyndte at gå til spejder som lille. Siden hen er interessen vokset, og han har gennemført et utal af vandreruter i Danmark, heriblandt Gendarmstien, Øhavsstien, Lillebæltsstien og Mols-Bjerge stien. Udover Danmark har han vandret i bl.a. Norge, Tyskland, Schweiz og Italien. Hans hidtil største vandreprojekt var en 4-måneders vandretur ad Den Europæiske Fjernvandrevej (E1) fra København til Milano på 2.100 km i ét hug. Når emnet falder på vandring, er Anders en af vores skarpeste knive i skuffen, og derfor vil du se ham skrive artikler om netop dette emne.
Tilmeld dig Friluftsbrevet
Friluftsbrevet er Friluftsmagasinets nyhedsbrev, og det giver dig eksklusiv adgang til bl.a.:
Tips, tricks, guides og historier af friluftseksperter
Konkurrencer og rabatkoder til friluftsbutikker
Tests af friluftsudstyr og friluftstøj